Anika Rée

Medlem af Kommunalbestyrelsen i Rudersdal

LOKALE SUNDHEDSCENTRE

4. oktober 2021

og udkørende AKUT-teams med lægefaglige handlingskompetencer

Jeg vil arbejde for, at flere sundhedsopgaver løses lokalt, så det kun er de specialiserede opgaver, der løses på sygehusene.  Mange bruger tid og energi på at gå til kontroller og få taget prøver på sygehusene. Det, mener jeg, kan gøres enklere her i Rudersdal med lokale og centrale sundhedscentre, hvor man kan komme hurtigt til og fra. For børnefamilier vil det give nemmere adgang til at få behandlet mindre skader eller hurtigt få vurderet opstået sygdom. 

  • Lokal sundhed
  • Nye, centrale sundhedscentre
  • Bedre ældrepleje 
Lokale sundhedscentre vil også bidrage til bymiljøet og være et naturligt samlingspunkt. De lokale sundhedscentre skal samle flere forskellige fagligheder som f.eks. sygeplejeklinikker, praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter og tandlæger.

Jeg vil arbejde for, at hjælpen er hurtigt og relevant til stede, når man selv eller ens pårørende har brug for den. Jeg mener, at mange mindre behandlinger lige så godt kan foregå i hjemmet eller lokalt, også når der er brug for en lægelig vurdering. 

Eksempelvis er det bedst for mange ældre mennesker at blive i eget hjem og blive behandlet for væskemangel, mindre infektioner eller ved behov for revurdering af medicinering. Derfor er jeg også optaget af, at få opbygget det nye kommunale akutberedskab, der kan rykke ud og varetage flere sundhedsopgaver i den enkelte borgers eget hjem. Og så er en hurtig og kompetent genoptræning vigtig for blive selvhjulpen og at komme tilbage til sit vante liv.

For mig er det vigtigt at gøre det nemt og trygt at være borger i Rudersdal ved, at tilbuddene indrettes efter borgerens behov.